NNF-Coop - Udtalelse fra NNF COOP Landsklub
Udtalelse fra NNF COOP Landsklub

Udtalelse fra NNF COOP Landsklub                                                                                     den 22. marts 2010, Middelfart

 

I maj 2009 besluttede COOP Danmark A/S at gå rettens vej for at få afgjort om overenskomster med Fødevareforbundet NNF fortsat skal ske på baggrund af forbundets overenskomster med de private arbejdsgiverorganisationer DSM (Danske Slagtermestre) og BKD (Bager- og konditormestre i Danmark).  Dette har været praksis i de sidste 30 år.
D. 1. marts 2010 faldt arbejdsrettens dom, og den gik forbundet imod og fastslog, at sammenligningsgrundlaget for overenskomsterne mellem Fødevareforbundet NNF og COOP Danmark for fremtiden skal være overenskomsterne mellem forbundet og Dansk Erhverv (der er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening - DA)
Denne afgørelse anerkender NNF-Landsklubben, og accepterer naturligvis at forhandlingerne fremover sker med udgangspunkt i udviklingen på Dansk Erhvervs område.
NNF-Landsklubben står derimod helt uforstående overfor COOP Danmarks håndtering af de igangværende overenskomstforhandlinger. COOP Danmark tilsidesætter direkte aftaler, der tidligere er indgået mellem parterne. Aftaler som parterne har været enige om, enten mundtligt eller skriftligt.
COOP Danmark synes at have fået den opfattelse, at fordi arbejdsrettens afgørelse faldt ud til deres fordel, så kan de ene og alene styre overenskomstforhandlingerne.
COOP Danmark lægger således op til massive forringelser af de gældende overenskomster, og forsøger at hive alle tidligere aftaler ud af dem. Og ifølge COOP Danmark har Fødevareforbundet NNF intet at skulle have sagt; COOP Danmark agerer alene ud fra arbejdsrettens dom.
NNF-Landsklubben er frustreret over COOP Danmarks opførsel i de igangværende forhandlinger. Ikke blot er sagen allerede trukket i langdrag, og har rundet sin 1 årsdag, men COOP Danmark forsøger samtidig at presse overenskomsterne til det yderste, og præsenterer kun forringelser for medarbejderne.
På denne baggrund opfordrer NNF-Landsklubben COOP Danmarks ledelse til at komme til forhandlingsbordet med gode intentioner. Ultimative krav  gavner ikke nogen, og slet ikke medarbejderne.  Der er behov for en løsning, der tilgodeser både COOP Danmark og medarbejderne.

Deltag i debatten
Ingen indlæg

Deltage med et nyt indlæg til artiklen


Ved at oprette et indlæg kan du deltage i debatten. Du skal dog først logge dig på som bruger.

Ved at trykke her, kan du få en version at teksten, der er lige til printe...